REWILDING ROOTS
EN SKOVPERFORMANCE OM DIT INDRE LANDSKAB
Kom med når vi vandrer fra civilisationens rytme ind i skovens dybere puls.
Guidet gennem skoven af to performere bevæger deltagerne sig sammen, mens de lytter, iagttager og responderer på landskabet gennem enkle invitationer og fælles handlinger. Udstyret med trådløse hovedtelefoner bliver skoven både scene og medskaber, hvor grænserne mellem det indre og det ydre langsomt opløses.
Inviteret af det poetiske lydlandskab og de subtile interaktioner opstår et sanseligt møde med omgivelserne. Teksturer, hvisken, rødder og resonans folder sig ud omkring dig og skærper opmærksomheden på det levende landskab.
Med paralleller mellem slægtstræer og skovens rodnet undersøger værket de usynlige forbindelser, der nærer og former os. Under overfladen rækker træerne mod hinanden gennem skjulte rødder. På samme måde er vi forbundet med hinanden og med dem, der kom før os.
Rejsen er både personlig og fælles – en bevægelse fra kontrol mod overgivelse, fra tæmmede stier til vildtvoksende spor.
I skoven bliver det ydre landskab til et indre – et sted, hvor de usynlige forbindelser mellem natur, arv og selvet begynder at træde frem.
Lørdag d. 29. august kl. 16 er forestillingens Urpremiere. Efter forestillingen vil der være bobler og lidt snacks/let at spise og premiere reception i skoven.
OM KUNSTNERNE
Siri Haff Andersen og Sara Vilardo er to performere, hvis arbejde forener teater, bevægelse og immersive oplevelser. Andersen er kunstnerisk leder af Sanseværk og tidligere kernemedlem i Cantabile 2 og har over 20 års erfaring med at skabe poetiske, sanselige forestillinger for alle aldre. Sara er kunstnerisk leder af kompagniet LAVA/Sara Vilardo og specialiserer sig i immersive, stedsspecifikke og deltagelsesbaserede projekter som den aktuelt turnerende Sirene.
Sammen har de skabt og opført Det der lever (2022) og Er vi os (2024), hvor de undersøger nærvær, identitet og menneskelige forbindelser gennem interaktiv, multisensorisk fortælling. Deres samarbejder forvandler teatret til et fælles rum, hvor performere og publikum mødes og skaber fantasifulde, sanselige og tankevækkende øjeblikke. Deres værker turnerer både nationalt og internationalt og forener poetisk vision, fysisk tilstedeværelse og publikumsinddragelse.
VÆR OPMÆRKSOM PÅ:
Forestillingen indeholder både dansk og engelsk tale. Man kan opleve forestillingen selvom der er et af de to sprog man ikke forstår, men man vil så glip af det sproglige indhold i sektionerne med det pågældende sprog.
Vi bevæger os rundt i skoven til tider i udfordrende terræn, så du skal være godt gående for at forestillingen bliver en god oplevelse.
Vær iklædt tøj der kan tåle at være ude i naturen og at være tæt på den. Gerne tøj du ikke er sart over.
Parker venligst på gæsteparkering, der ligger på højre hånd.
Krediteringer
Kunstnerisk ledelse og medvirkende: Sara Vilardo & Siri Haff Andersen
Scenograf og kostumedesigner: Charlotte Østergaard
Sound design og komponist: Camilla Rosselli
Koreografisk konsulent: Carolina Mantovano
External eye: Linn Lorenzen
SoMe-ansvarlig: Gaia Barco
Koordination: Emilie Largier
Konsulent: Trevor Davies
Co-produceret af Metropolis & støttet af Refshale Anneks.
Støttet af Statens Kunstfond.
Produceret af Lava/Sara Vilardo & Sanseværk/Siri Haff Andersen, præsenteret af Egnsteatret.
Rewilding Roots spiller også i Valby Parken fra 2. – 6. sep. som del af Metropolis sommerprogram.




