HUSET hvor jeg bor

Hvordan lyder det egentlig, når stemmerne i vores hoveder får frit spil? 

Det kan du opleve når HUSET hvor jeg bor inviterer til en helt særlig fortællekoncert.

Her får du en anderledes oplevelse, der kombinerer musik, poesi og refleksion på en måde, du sjældent ser. Det er både finurligt, ærligt og måske ligefrem morsomt – og samtidig et vigtigt indspark i tidens samtale om overtænkning og mental trivsel.

Hvad nu hvis jeg havde et hus inde i mit hoved?

I ‘Huset hvor jeg bor’ inviteres publikum indenfor i et menneskes sind. Du møder både det indre barn på børneværelset og den sorte pedel nede i kulkælderen – og mange af de andre stemmer, der snakker løs inde i hovedet på os alle.

Det er den prisbelønnede skuespiller Jens Andersen, der tager publikum med på en musikalsk rundrejse i sindets mange rum – i selskab med musikerne Sune Skulbøll Vraa og Benjamin Barfod.

I et særligt lydlandskab med guitar og sjældne percussioninstrumenter, der skaber stemninger og rytmer, foldes ordene ud i et poetisk og musikalsk univers. Musikken er medfortællende og rammer os på et ubevidst plan, og fungerer også som lindrende minimeditationer mellem fortællingerne.

Efter koncerten inviterer Jens Andersen til samtale med publikum om de indre stemmer og tanker, vi alle kender – og hvordan man kan skabe ro og bevidsthed i en verden der buldrer afsted.

Vi er i et afgørende historisk øjeblik, hvor vi er nødt til at møde hinanden (og os selv) som fejlbarlige, sårbare og poetiske væsener, der er fulde af tanker, som vi har brug for at dele.

I forbindelse med forestillingen holdes også bogrelease for bogen Huset hvor jeg bor af Jens Andersen, her kan teksterne læses sammen med Jens skønne og skæve tegninger.

Forestillingen vises på aftenen for 5-års jubilæet for Pavillon K og der er derfor gratis adgang, bare mød op.
Læs mere om jubilæet der starter kl. 15 her

Et stærkt kunstnerisk hold

Jens Andersen: Ord og Guitar
Selvom Jens er skuespiller, har guitaren altid været en fast følgesvend.
Han er uddannet i 1995 og har medvirket i et væld af revyer, tv-serier, film og mere end 50 teaterstykker på det Kongelige Teater, Østre Gasværk, Bellevue m.fl.
I 2010 fik han en Bodil-statuette for sin medvirken i Ole Bornedals film ’Fri os fra det onde’.
Han har optrådt ved fortællekoncerter med bl.a. Storstrøms Kammerensemble og flere symfoniorkestre, og skriver digte, prosa og manuskripter.

Sune Skulbøll Vraa
Musiker, skuespiller og komponist.
Uddannet i 2004 på Det Jyske Musikkonservatorium – Trommer og produktion.
Har medvirket i OG skrevet musik til et hav af teaterproduktioner.
Har spillet mere end 600 koncerter i ind og udland med gruppen; “Body Rhythm Factory”.
Vandt i 2013 YAMA (Young Audience Music Award) for Verdens bedste koncert-produktion.
Har løbende turneret Verden rundt med STOMP frem til 2016.
Arbejder sideløbende som producent for LMS (Levende Musik i Skolen)

Benjamin Barfod: Percussion
Benjamin er vokset op i en verden fuld af jazz, har været på længere rejser i Indien og Afrika og spiller på et hav af særegne slagstøjsinstrumenter som HANG, kalimba, gongs, waterphone og mange flere. Har spillet koncerter i hele Danmark både solo og med eget band, og har været gæstemusiker med bl.a. Alex Riel, Palle Mikkelborg, Pierre Dørge, Clarice Assad, Mathias Heise og Bjarke Falgren.

Hvornår
14. aug.
Kl. 19.00
Kompagni
Jens Andersen
Venue
Pavillon K
Genre
Fortællekoncert
Alder
16+
Varighed
65 min. + 30 min. aftertalk
Adgang
Gratis entré