Citizens / Hangar People af KIC
Hvordan ser vi på hinanden i samfundet? Hvem er vi, når vi ikke arbejder, præsterer eller producerer? I en verden hvor mennesket måles i effektivitet, og værd sættes i kroner og klik, gør ni borgere det mest radikale: De gør ingenting. De er bare sig selv.
CITIZENS er en levende kunstudstilling af Hangar People og Kristján Ingimarsson Company, hvor ni borgere – hver med deres baggrund – udstilles midt i byens rum. Her bliver mennesket selv kunstværket. Publikum inviteres til at iagttage, reflektere og interagere og til at se, være nysgerrig, spejle sig i, og måske mærke deres egen rolle i samfundet på ny.
Udstillingen udfordrer vores idéer om identitet og det at være borger i det samfund vi lever i, og stiller spørgsmål til hvad et menneske er værd – og om det i sig selv kan være arbejde blot at være til. En stille, men kraftfuld kommentar til vores samtid.
CITIZENS er en co-produktion mellem Hangar People/Kristján Ingimarsson Company og Egnsteatret og er støttet af Statens Kunstfond. CITIZENS havde verdenspremiere på WAVES Festival 2025.
om kompagniet
Hangar People er en kunstnerisk platform under Kristján Ingimarsson Company, der forskyder grænserne mellem teater, installation og spilstruktur. De skaber intense, gådefulde og grænsesøgende værker – immersive performances, plexiglas-installationer og 360° videooplevelser – hvor publikum ikke blot ser til, men træder direkte ind i handlingens kerne. Hangar People samarbejder med et bredt spektrum af internationale kunstnere og arbejder tværæstetisk, stedsspecifikt og eksperimenterende – altid med fokus på at skabe nye måder at opleve kunst og virkelighed på.
Læs mere om Kristján Ingimarsson Company her og find dem på Facebook og Instagram
Krediteringer
Iscenesætter: Kristján Ingimarsson
Lyd-, lys- og teknisk design: Andro Manzoni
Instruktørassistent og koordinator: Emilie Largier
Produktionsleder: Peter Rasmussen
Teknisk assistance: Jonas Borgensgaard
Producent: Emilie Storm Petersen
Administrator: Kamma Siegumfeldt
Webdesign og SoMe: Christine Hvidt Grønborg
Konstruktør/bygger: Kristian Knudsen
Medvirkende: Byens borgere

